• De 14-årige bliver aldrig gamle nok. Nu skal de udstyres med et evigt rygeforbud

    المصدر: BDK Borsnyt / 08 أكتوبر 2023 00:40:13   America/New_York

    Det var på et politisk årsmøde, hvor forventningerne til premierministeren var helt i bund. Men pludselig sagde han noget, som folk vil huske Rishi Sunak for, når de har glemt hans forgængeres eskapader. Politisk er det en helt ny måde at tænke på. Det kunne også være det, der sikrer hans eftermæle. Det er faktisk selve essensen af de såkaldte »langsigtede beslutninger«, der lidt komisk er blevet et mantra for en politisk leder, der ser ud til at have meget kort tid tilbage af sin i forvejen korte embedsperiode. Ideen er besnærende enkel: Lad de gamle fortsætte med at ryge, for de er allerede blevet afhængige. Sæt barrieren ved de unge og hæv aldrig barrieren for de unge, når de bliver ældre. For hvert år skal aldersgrænsen for at købe cigaretter og tobaksprodukter hæves med ét år. Loven skal gælde fra 2027. Briternes aldersgrænse for køb af tobaksvarer er i øjeblikket 18 år, efter at grænsen blev hævet fra 16 år i 2007 under den seneste Labour-regering. Den nye lovgivning vil reelt betyde, at det fremover vil være »en lovovertrædelse at sælge tobaksprodukter til nogen, som er født den 1. januar 2009 eller tidligere«, står der på regeringens hjemmeside om den »historiske nye lov«. De 14-årige bliver aldrig gamle nok Det vil med andre ord sige, at de 14-årige i dag aldrig bliver gamle nok til at købe tobak. Nogensinde. I sin tale på det konservative årsmøde i Manchester erklærede Rishi Sunak, at det ikke var let for en konservativ at begrænse friheden til at vælge: »Jeg ved, at der ikke er alle i forsamlingen, der vil være enige med mig i det her. Men jeg har brugt lang tid på at overveje den her beslutning,« sagde han. »Helt enkelt er det sådan: I modsætning til alle andre lovlige produkter, er der ikke noget niveau for rygning, hvor det ikke er skadelig. Og det, der i sidste ende gjorde udslaget for mig, er, at ingen af os, ikke engang rygerne selv, ønsker at vores børn skal blive rygere.« Klapsalverne fra partifællerne kan i bedste fald beskrives som lunkne. På video fra årsmødet, der blev afsluttet med premierministerens tale, kan man se flere tilhørere, der ikke rigtig ved, hvordan de skal reagere. De sidder i salen for at klappe ad deres konservative regering. De er med for at skabe billedet af begejstret opbakning bag deres premierminister. Modstanden mod premierministerens bebudede lovforslag er allerede mærkbar i de konservative rækker. En stram regulering af befolkningens adfærd med et markant og særdeles mærkbart forbud var ikke det signal, som mange havde ventet fra et årsmøde, hvor Det Konservative Parti er optaget af at lægge afstand til et midtsøgende Labour-parti på den britiske venstrefløj. Den tidligere premierminister Liz Truss har stillet sig i spidsen for et oprør mod tobaksforbuddet, som The Times beskriver kritikken. På årsmødet er hun blevet hyldet af meningsfæller, og hendes ultraliberalistiske dogmer har fået et nyt liv i de konservatives debat trods de katastrofale konsekvenser af hendes politik gennem hendes kaotiske 50 dage på premierministerposten. For et år siden stod Liz Truss på talerstolen ved årsmødet og lovede partifællerne og den britiske befolkning, at den konservative regering ikke ville blande sig i folks liv. Hvad har han røget? Nu får de konservative kernevælgere og alle andre den stik modsatte besked. »Du har lov at spørge om, hvad Rishi Sunak har røget?« lød det i en meget kritisk kommentar i det konservative tidsskrift The Spectator. Rishi Sunak må indse, at han bør »koncentrere sig om, hvad folk ønsker. Ikke hvad hans logiske sans siger ham, at de burde støtte«. Labour har meddelt, at man vil støtte lovforslaget i Underhuset. Partiet har tidligere foreslået noget lignende og blev hånet af konservative for at skabe en formynderstat og ikke have begreb om, hvordan almindelige mennesker vil leve deres liv. Men Labours støtte skulle sikre et solidt flertal. Det betyder samtidig, at der også er opbakning til loven, hvis Labour vinder det parlamentsvalg, som Rishi Sunak har små 16 måneder til at finde en dato for. Rishi Sunak har lovet, at de konservative i Underhuset vil få et såkaldt »frit valg« om rygeforbuddet, hvor der ikke er krav om partidisciplin og at stemme for regeringens forslag. Sagkundskaben, statistikkerne og logikken er med Rishi Sunak. Logikken er med forbuddet Den manglende logik kan alle i både Storbritannien og Danmark se dagligt på cigaretpakker, der advarer mod smertefuld død og voldsomme sygdomme, hvis folk rent faktisk ryger de cigaretter, som de lige har købt på trods af de indtrængende advarsler. I en dansk debat om et rygeforbud, der ville svare til det britiske, erklærede eksperter over for Berlingske, at det giver mening at lovgive mod de unge. De fleste begynder ikke at ryge, fordi det smager godt eller er en nydelse, men »fordi det er sejt«, som Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed konstaterede. Rishi Sunak henviser til de triste statistikker. Rygning er Storbritanniens »største dræber, som man kan gøre noget ved«. Et af fire kræftdødsfald skyldes rygning. Årligt kan man henføre omkring 64.000 dødsfald i England til rygning. Ifølge premierministeren koster følgevirkningerne af rygning det britiske samfund op imod 145 milliarder kroner om året. Men alt det om skadevirkningerne er de fleste selvfølgelig allerede klar over, inden de tænder en cigaret. At det lige præcis er en konservativ premierminister for et højredrejet britisk regeringsparti, der vil drive et af verdens mest restriktive rygeforbud frem, vil give genlyd, hvis det gennemføres i et stort land og en af verdens største økonomier. Det vil ikke være Rishi Sunak, der har fundet på det. Den britiske model er en afsmitning af, hvad Labour-regeringen gennemførte i New Zealand. Den danske regering luftede lignende tanker, som blev skudt ned, inden de kunne gennemføres. Men hvis det lykkes den britiske premierminister at gennemføre sine tanker, vil det være noget, som han vil blive husket for, uanset hvor kort hans tid i 10 Downing Street skulle blive. Skeptikerne er mange og højlydte. Men hvis det virker, kan Rishi Sunak få æren for at sætte nye standarder for politisk tænkning. https://www.berlingske.dk/internationalt/de-14-aarige-bliver-aldrig-gamle-nok-nu-skal-de-udstyres-med-et
شارك على،